|
Anna
Mortensen er blevet ansat som ny regnskabsfører i Pileforeningen, efter
at Pia Kastberg har bestridt posten gennem knap 10 år. På opfordring
fortæller Anna her lidt om sig selv.
For
15 år siden vidste jeg ikke meget om debet & kredit-bogholderi, - jeg
havde de foregående 15 år arbejdet som socialrådgiver og projektmager.
Men jeg blev alligevel ansat i et spændende job på et pressefotobureau i
Århus, hvor det med regnskab var en del af jobbet som billedbestyrer. Og
så måtte jeg jo lære det - debet & kredit.
Jeg
kom i en hård skole via en emsig og grundig revisor, som højlydt korsede
sig over min uvidenhed på det tidspunkt. Men det endte i fryd og gammen,
da jeg fik lært lektien. Og jeg fandt ud af, at jeg faktisk ’tænder’ på
det det der med regnskab og økonomi, hvor bizart det end kan lyde i
mange kreative ører ;-). Jeg var forretningsfører i 13 år, indtil jeg
flyttede mit arbejdsliv tættere på min bolig, som er en skovgård i
Midtjylland. Jeg arbejder nu deltids i Den Gamle Biograf i Kjellerup,
som er en blanding af specialitetsbutik, café og kunsthåndværk. Samtidig
har min kæreste og jeg etableret et mikrobryggeri i vores 200 år gamle
lade, kendt måske af nogen som Duelund Bryglade - åben alle lørdage
12-15.
Pilefletning og piledyrkning har været en passion siden 1997. Jeg
fletter stadig en del - stort og småt, i levende og tørret pil og bark;
og jeg høster pil, sorterer pil, holder kurser og har senest startet en
lokal flettekreds. På Moesgård Pilefestival har jeg i en årrække været
ansvarlig for pilesalgsboden.
Summasummarum – jeg er rigtig glad for mit nye bijob i Pileforeningen,
og glæder mig til at få styr på det hele. Heldigvis har jeg Pia i
baghånden i overgangsfasen, hvor der er ’tusind’ ting og systemer at få
overblik over. |